Stanis Elsborg

Visuelle foredrag om forholdet mellem sport, politik og identitet

Stanis Elsborg (f. 1984) er uddannet cand. scient. i humanistisk-samfundsvidenskabelig idrætsvidenskab og historie fra Københavns Universitet med speciale i russisk kultur og spændingsfeltet mellem sport og politik. Han er indehaver af bloggen www.idraetshistorie.dk og gæsteforelæser ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet. I øjeblikket skriver han på en gymnasiebog om dansk såvel som international idrætshistorie, der udkommer til efteråret 2018 hos Frydenlund.

Læs mere på: www.idraetshistorie.dk

VM i fodbold 2018 - Putins manifestation

Oven på en årelang række af sportsbegivenhededer på russisk grund skal VM i fodbold 2018 være kronen på værket for præsident Vladimir Putin. Sporten er blevet en central del i dannelsen af en ny national identitet i Rusland, hvor Rusland er blevet det land i verden, der arrangerer flest store sportsbegivenheder.

Foredraget vil belyse, hvordan Putin ikke kun udnytter disse sportsbegivenheder til at skabe international anerkendelse, men også til at styrke og på virke den nationale identitet.

Foredraget vil vise, hvordan Putin har skabt en sammenhængende erindringsfortælling gennem sportslige events som Universiaden i Kazan 2013, Vinter-OL i Sotji 2014 og VM i fodbold 2018, hvor elitesport, rumpolitik, den russisk ortodokse kirke fremstår som Putins nye nationale markører, ligesom referencer til den zaristiske og sovjetiske æra har en stor rolle.

Putins Lege

Dette foredrag varer 90 minutter og henvender sig til alle med en interesse for international politik, sport og national identitet og vil ud fra en historisk og samfundsmæssig vinkel belyse, hvilken rolle iscenesættelsen og dyrkelsen af præsident Vladimir Putin og satsningen på sportslige mega-events som fx VM og Vinter-OL i Sotji spiller for dannelsen af den nationale identitet i nutidens Rusland.

• Hvorfor investerede den russiske stat under Vladimir Putin 55 milliarder dollars i Vinter-OL i 2014?

• Hvordan udnytter Putin de mange sportsbegivenheder på russisk grund til at skabe nationalt sammenhold og international goodwill fra det internationale samfund?

• Hvorfor har den russiske statsmagt så ivrigt forsøgt at skabe et særligt macho og sportsligt image af Putin?

Sport, politik og autoritære stater

kke-vestlige lande som Kina, Rusland og Qatar har i løbet af de seneste årtier for alvor fået øjnene op for brugen af sportslige mega-events til at skabe propaganda for deres hel- eller halvautoritære styreformer.

Her søger statslederne at bruge sporten som en kæmpe pompøs kulisse for deres magtudøvelse, hvor de forsøger at imponere det international samfund, men i særdeles også bruge sportsbegivenhederne nationalt til at styrke egen position.

Med udgangspunkt i OL i Beijing 2008, Vinter-OL i Sotji 2014 og VM i fodbold i Rusland 2018, samt Qatars massive sportsinvesteringer vil foredraget ud fra en historisk og samfundsmæssig vinkel, belyse hvordan disse stater udnytter sporten til at skabe nationalt sammenhold og international goodwill fra det internationale samfund.

Foredrag

VM i fodbold 2018 - Putins manifestation
Putins Lege
Sport, politik og autoritære stater