Christian Grau

TV-vært, livsstilsekspert, forfatter og bilnørd

Christian Grau har sin baggrund i reklamebranchen, hvor han som tekstforfatter har udviklet kampagner for Carlsberg, SuperBrugsen, Kvik Køkkener og mange flere. Sideløbende har han skrevet om biler i Euroman, og i 2009 udgav han bogen Mænd & Biler.

I dag er Christian Grau en særdeles efterspurgt foredragsholder. Derudover arbejder Christian som tv-vært samt bil- og livsstilekspert på TV2. Sideløbende er han motorredaktør på Euroman og endelig er Christian vært på podcasten Graus Garage hos Heartbeats.

Mænd & Biler

Hvad siger du med dit bilvalg, og hvad siger din bil om dig? Med udgangspunkt i bestselleren Mænd & Biler taler Grau om det særlige forhold mellem manden og hans bil. Hvorfor er biler så vigtige for mænd – og hvordan er det med kvinder og biler? Et meget underholdende foredrag, som du ikke behøver at være bilentusiast for at nikke genkendende til.

Fang tidsånden

Hvorfor ændrer vores livsstil og værdier sig? Hvilke trends optager os lige nu? Hvor driver trends os hen og hvordan? Spørgsmål som disse vil Christian Grau belyse i dette foredrag, når han giver et indblik i Danmarks og danskernes aktuelle tendenser.

Et underholdende og informativt foredrag som henvender sig til virksomheder, institutioner, foreninger osv., der ønsker ny inspiration, motivation eller perspektiv i forhold til aktuelle tendenser, og hvad der optager os danskere lige nu. For som Christian siger, så påvirker trends os alle og ikke kun ”de trendy typer”.

Hvorfor er kunderne så sure?

Nyt foredrag henvendt til detailhandlere, servicefag og andre organisationer, der dagligt har med de danske forbrugere at gøre. Hvordan kan det være, at verdens lykkeligste folk er så sure, når man møder dem i hverdagen? Christian Grau tager pulsen på den danske forbruger og kommer med sit personlige bud på, hvordan du kan gøre dine kunder glade igen. Få også livsstilsekspertens bud på, hvilke værdier fremtidens detailhandel skal bygges på for at klare sig i konkurrencen.